Urent trav af politimester
Ole Engelbrecht Jensen, Østre Allé 22,
7760 Hurup skriver under overskriften "Politimester Kåre Skjæveland
taget i urent trav":
Ved min aktindsigt i afhøringsrapporterne hos Thisted Politi har jeg
fået adgang til en kamerarapport fra den 26. marts 2002, som er
udfærdiget af vicekriminalinspektør Knud Erik Sauer. Dette meget
afgørende bevis, har politimester Kåre Skjæveland "valgt" at
se bort fra, da han den 30. juli 2002 udfærdigede sin afgørelse.
Thisted Politi er med andre ord kommet frem til det samme resultat, som
jeg hele tiden har påvist nemlig, at det på Sydthy kommune opstillede
Creative overvågningskamera kun har kunnet lyse såfremt, der var drivere
og program installeret på den tilkoblede computer.
It-koordinator Arne Mikkelsen bekræfter i sin afhøringsrapport fra
den 6. marts 2002, at der hele tiden har været lys i
overvågningskameraet. Det har med andre ord været fuldt funktionsdygtigt
og i drift, hvilket jo også bekræftes i artiklen fra Thisted Dagblad den
8. august 2002.
Jeg anklager hermed politimester Kåre Skjæveland for bevidst at have
manipuleret med bevismaterialet med det formål, at "frikende"
it-koordinator Arne Mikkelsen og kommunaldirektør Poul Erik Bach for de
meget belastende beviser, som jeg har dokumenteret overfor politimesteren.
Jeg har den 6. juni 2003 færdiggjort min klage til Folketingets
Ombudsmand på 25 sider og vedlagt 97 bilag, hvor jeg har gjort opmærksom
på denne og mange andre alvorlige fejl.
|