Ole Engelbrecht Jensen, Østre Allé 22,
7760 Hurup, skriver:
Nye erstatningskrav på vej til Sydthy Kommune
I henhold til TV-Midtvest har tidligere plejehjemsleder Egon Nielsen
fået tildelt 120.000 kr. plus feriepenge i erstatning for
uberettiget afskedigelse. Sagen har indtil videre kostet Sydthy Kommune
380.000 kr. Vil borgmester Arne Hyldahl (V) venligst bekræfte, om
det er korrekt, at i afskedigelsessagen omkring tidligere skoledirektør
Qvist fik han som tjenestemand tildelt 2,5 år løn i erstatning. Er det
korrekt, at årslønnen til tidligere skoledirektør Qvist udgjorde
omkring kr. 450.000?
Jeg har den 20. januar 2004 indgivet en klage til Indenrigs- og
Sundhedsministeriet over seks medlemmer af økonomiudvalget i Sydthy
Kommune for grov pligtforsømmelse i forbindelse med min personalesag,
hvor jeg i en periode på mere end 7 måneder har været ulovligt
kameraovervåget. Baggrunden for it-koordinator Arne Mikkelsens opsætning
af det ulovlige overvågningskamera var min henvendelse til en person i
Sydthy Kommunes administration, hvor jeg forespurgte til lovligheden i en
udbudssag. Min senere aktindsigt har vist, at it-koordinator Arne
Mikkelsens uretmæssigt har skaffet sin tidligere arbejdsgiver ABB i
Fredericia en ordre på renovering af Sydthy Kommunes edb-system, som var
kr. 122.977 dyrere end tilbuddet fra Semco i Thisted.
Jeg har påtalt dette i mit brev af den 23. januar 2002 overfor
borgmester Arne Hyldahl og senere overfor resten af økonomiudvalget, men
et flertal først i økonomiudvalget og senere i kommunalbestyrelsen har
valgt ikke at fortage sig noget i anledning af min henvendelse, hvilket er
personligt ansvarspådragende. Som følge af min forespørgsel til
administrationen omkring lovligheden af udbudssagen fik jeg af
kommunaldirektør Poul Erik Bach i starten af juli 2001 valget mellem at
sige min stilling op eller at blive afskediget. Efterfølgende har
kommunaldirektør Poul Erik Bach og it-koordinator Arne Mikkelsen overfor
flere offentlige myndigheder afgivet falsk forklaring, som påvist i min
aktindsigt i bl.a. interne dokumenter fra Sydthy Kommune, Datatilsynet og
afhøringsrapporter fra Thisted Politi. Indtil videre har det ikke haft
nogen som helst konsekvenser for kommunaldirektøren og it-koordinatorens
ansættelse.
Jeg agter efter Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Ombudsmandens
behandling af sagen, at lade min advokat indgive en stævning med krav om
erstatning på kr. 300.000 mod hvert enkelt af de seks medlemmer af
økonomiudvalget.
Set i lyset af de talrige personalesager i Sydthy Kommune, som har
affødt den ene erstatning efter den anden, var det måske på tide for
politikerne at se på, hvem der er årsagen til alle disse erstatninger.
Mit klare bud er kommunaldirektør Poul Erik Bach, som jo i to hemmelig
stemplede rapporter bestilt af Sydthy Kommune er blevet diskvalificeret
for sine evner til, at stå i spidsen for administrationen i Sydthy
Kommune. Måske det var på tide, at en gang for alle, at skaffe sig af
med problemet også selvom, at kommunaldirektør Poul Erik Bach måtte
komme af sted herfra med en erstatning på tre eller fire års løn, som
vil beløbe sig til noget i omegnen af kr. 3 millioner.
Der er ingen tvivl om, at efter de nye sammenlægninger af kommunerne,
vil kommunaldirektør Poul Erik Bach ikke stå forrest i køen til at lede
dette samarbejde, så hvorfor ikke lige så godt tage konsekvensen af
dette, og få ham væk inden, at på ny tilføjer Sydthy Kommune nye
erstatningskrav, og når at gøre livet surt for endnu flere ansatte i
Sydthy Kommune.